Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 25 af 7. december 2000 om voksenuddannelser.
I medfør af § 4, stk. 2, § 7, stk.1, § 8, stk. 4, § 12, stk 2 og § 46 i landstingsforordning nr. 2 af 31. maj 1999 om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser fastsættes:
Voksenuddannelse
§ 1. Inden for de erhvervsmæssige grunduddannelser kan brancheudvalgene, efter godkendelse fra Direktoratet for Uddannelse, bestemme, at der skal etableres voksenuddannelser for personer med særlige uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger.
Optagelse
§ 2. Ansøgeren skal være fyldt 30 år og have relevant erhvervserfaring svarende til mindst 3 års fuldtidsbeskæftigelse eller anden erhvervserfaring svarende til mindst 4 års fuldtidsbeskæftigelse. For at kunne påbegynde en voksenuddannelse skal ansøgeren have indgået en lærlingekontrakt med en inden for området godkendt virksomhed.
Stk. 2. Det er en forudsætning for optagelse og indgåelse af lærlingekontrakt, at ansøgeren efter skolens vurdering vil kunne gennemføre skoleundervisningen inden for den fastsatte uddannelsestid, eventuelt efter fritagelse for dele af undervisningen.
Stk. 3. Brancheudvalget kan i særlige tilfælde dispensere fra mindre afvigelser i alders- og beskæftigelseskravet i stk. 1.§ 3. Optagelse af ansøgere foretages af den brancheskole, der udbyder uddannelsen.
Varighed og struktur
§ 4. Brancheudvalget inden for det pågældende fagområde fastlægger voksenuddannelsens struktur og varighed under hensyntagen til, at lærlingen opnår mindst det samme faglige niveau som en ungdomslærling og dermed forudsætninger for at bestå eksamen/svendeprøven.
Stk. 2. Brancheskolen, lærlingen og mesteren kan i samarbejde fastlægge individuelle uddannelsesforløb, som forelægges det pågældende brancheudvalg til godkendelse.
Stk. 3. Ved vurderingen af de individuelle uddannelsesforløb skal der i videst muligt omfang tages hensyn til tidligere uddannelse og beskæftigelse, dog således, at der ikke alene lægges vægt på uddannelse og beskæftigelse, der er i overensstemmelse med dele af lærlingens nuværende uddannelse, men også på beslægtet uddannelse, eventuelt uden for erhvervsuddannelserne, og beskæftigelse, som findes reelt at kunne sidestilles hermed.§ 5. Voksenuddannelserne indledes normalt i virksomheden, hvorefter de veksler mellem skoleuddannelse og praktikuddannelse.
Lærlingenes og virksomhedernes retlige forhold
§ 6. Praktikophold og skoleophold er ikke omfattet af landstingslov om arbejdsgivernes erhvervsuddannelsesbidrag. § 36 i Landstingsforordning om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser har derfor ikke virkning for voksenlærlinge.
Stk. 2. Til voksenlærlinge under skoleophold ydes der tabt arbejdsfortjeneste i henhold til reglerne om erhvervsuddannelseskurser, rejseudgifter til og fra skolen samt logi under skoleophold til lærlinge, der ikke kommer fra den by, hvor uddannelsen gennemføres.
Stk. 3. Lærlingene modtager løn fra virksomheden under praktik.
Ikrafttrædelse
§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2001.
Grønlands Hjemmestyre, 7. december 2000.
Lise Lennert/
Karl Kristian Olsen